Vejrdata leveres af Vestas wind. It means the world to us

Påskeøsten

torsdag d. 29 mar 2012 af vejret.dk

Pænt vejr fredag med skyer og senere opklaring fra øst

Vi ser her nærmere på forårs-vejrfænomenet "Påskeøsten"

"Påskemorgens østenvind varsler lidet smør og stumpet hør, men vind i vest giver godt græs".

Således omfavner et gammel ordsprog forskellen imellem optræden i foråret af det vejrfænomen vi kender som "Påskeøsten", der giver klart vejr og østenvind, frem for det mere milde og våde klima vestenvindene her i foråret ellers ofte bringer med sig.

Foråret er altså noget vi forbinder med en længere periode hvor vi har stabilt og flot vejr.
Dette vejrfænomen er forårsaget af et fortsat intakt vinterhøjtryk der typisk strækker sig fra Rusland hen over Skandinavien, imens højtrykket der tilsvarende er associeret med vintervejret over Centraleuropa bliver nedbrudt og erstattet med lavtryk der vandrer ind fra nordvest.

Dette resulterer i en åbning af en østlig strømning, der bringer klart vejr til hele Danmark. Himlen bliver blå og klar pga. nedsynkning relateret til højtrykket, og ofte vil vinden føles bidende kold grundet lave temperaturer og kraftig blæst.

Højtrykkets placering kan dog variere , og til tider sendes den kolde vinterluft fra Rusland først en tur mod syd og hen over Europa, og når dermed at opvarmes så vi oplever vejret som både lunt og klart.

Da dette vejrfænomen ofte forekommer på den årstid hvor påsken falder, har det fået det passende tilnavn "Påskeøsten". Påskeøsten komme er tidligere blevet brugt til at spå om vejret.

Herunder er et par relaterede mundheld fra gammel tid:

"Påskesommer giver pinsevinter".

"Tø på langfredag morgen lover tidlig vår".

"Påskeøsten holder ved i 40 dage".

I øvrigt er påskeøsten et kærkomment tilbagevendende fænomen iblandt danske ornitologer. Tranernes traditionelle træk i flotte tranekiler fra Rügen i det østlige Tyskland til Hornborgasjön i Sverige, kan i forbindelse med "påskeøsten" presses vestover af den østlige strømning og dermed ind over de østlige egne af Danmark.

Thomas Alsbirk - Meteorolog
Vestas Wind Systems A/S